Den nye republik spillede fra starten en ganske beskeden rolle i udenrigspolitikken. Landet var neutralt, men klart antikommunistisk. Republikken blev tilsluttet Europarådet i 1949 og FN i 1955, men måtte ellers agere inden for supermagternes marginaler.

Som følge heraf debatten hovedsageligt indenrigspolitisk. Sundhedspolitikken spillede en væsentlig rolle. Et forslag om sundhedsydelser til mødre og børn under 16 (the Mother and Child Scheme) måtte dog den 6. april 1951 opgives efter katolsk modstand på grund af muligheden for fødselskontrol og abort.

Eamon de Valera blev atter regeringsleder (Taoiseach) fra 1951 til 1954, men han var nu alderssvækket og manglede evnen til at opbygge landets økonomi. Han øgede skatterne og priserne på de mest elementære fornødenheder med det resultat, at landets økonomi stagnerede.

Under Costellos koalitionsregering (1954-57) forstærkedes "den irske syge": ungdommen forlod landet i stadig større tal. I 1957 vandt de Valera atter valget, men valgte i 1959 at trække sig tilbage for at blive præsident. Han blev erstattet som Taoiseach af Sean Lemass. De Valera var på dette tidspunkt 75 år og svagtseende, men forblev på præsidentposten til 1973. Han døde i 1975.

Fra 1956 blev T. K. Whitaker finansminister. Han gik ligesom Lemass ind for fri handel og fremmede investeringer. Med deres indflydelse indledtes oprøret mod protektionismen.

Fra 1960 var der tydelige tegn på opsving, og 1961 søgte Irland sammen med Storbritannien om medlemskab i Det europæiske Fællesskab, EF. Dette blev dog forpurret af de Gaulle med et veto i 1963. I stedet blev der i 1965 indgået en frihandelsaftale mellem Storbritannien og Irland.

1973 blev den irske republik sammen med resten af Europa ramt af oliekrisen, som fik gennemgribende økonomiske virkninger. Samme år trådte republikken sammen med bl.a. Storbritannien og Danmark ind i EF.

I Nordirland syntes situationen konsolideret. Den britiske velfærdsstat sikrede borgerne mod ledighed og sygdom. Forankringen i Storbritannien var sikret med the Ireland Act. Processionerne i juli afspejlede unionismens selvtillid og uovervindelighed.

Samtidigt var det en periode med voksende ledighed, industriel tilbagegang og politisk stagnation. Det lykkedes ikke det store skibsværft i Belfast, Harland & Wolff, at indføre de nye produktionsmetoder, som var blevet udviklet i Tyskland, Sverige og Japan.

De irske nationalister, som ønskede Nordirland forenet med den irske republik, ville helst ikke at udøve politisk indflydelse gennem Stormont parlamentet. 1953 blev Eddie McAteer formand for the Nationalist Party. Han blev de næste 15 år det vigtigste talerør for nationalisterne i Nordirland.

Den parlamentariske indsats blev udfordret af IRA's aktioner. En række angreb fandt sted mellem juni 1951 og februar 1962, da IRA blev presset til at meddele, at kanpagnen var slut. Den havde da kostet 12 liv, 6 hos IRA og 6 hos gendarmeriet, RUC.