Derry i Nordirland har siden Irlands deling i 1921 været skueplads for spændinger og sammenstød mellem katolikker og protestanter. Det kulminerede med Bloody Sunday den 30. januar 1972.

Scene ved Free Derry Corner, inden det blev et fritstående monument Foto: Barney McMonagle 1971 Gengivet med tilladelse fra Guildhall Press

Seamus Deane blev født i Derry i 1940 og voksede op i dette spændingsfelt. I 1996 skrev han romanen "Reading in the Dark" (på dansk "Læsning i mørke"). Bogen kunne være selvbiografisk, men Seamus Deane har aldrig svaret på, hvor meget der er egne erindringer, og hvor meget der er fiktion.

Drengens opvækst præges dels af den katolske kirkes faste greb om børnenes udvikling og dels af det anstrengte forhold til det britiske politi. Børnene finder ud af, at man ikke kan betro sig til nogen. Der er stikkere overalt.

Danskere, der kan huske besættelsen, kan leve sig ind i denne verden af permanent frygt og mistro til alt og alle. I Nordirland er det ikke bare "fem forbandede år", men en tilstand, som har varet flere hundrede år.

Kampen for irsk selvstændighed har været præget af stikkeri og likvideringer, herunder også uundgåelige fejltagelser. Mange familier har skeletter i skabene, som der ikke tales om.

Således var drengens farbror, Eddie, forsvundet efter en stor ildkamp mellem IRA og politiet i 1922. Omstændighederne var uklare, men drengen får langsdomt brikkerne til at falde på plads, godt hjulpet af morfaderens betroelser på dødslejet og suppleret af "Tosse-Joe". Historien er ikke ærefuld.

Det er ikke noget, som drengen kan tale med forældrene om. Det fører til, at moderen tager mere og mere afstand fra drengen, for hun ved det godt. Den manglende fortrolighed med moderen bliver et tungt åg for drengen.

Romanen er bygget op i episoder eller små noveller, som tilsammen beskriver scenen for drengens opvækst og skolegang. Den katolske kirkes belæring af teenagere i kirkens doktriner er tankevækkende. Det er også en katolsk præst, som underviser de 13-årige børn enkeltvis i forplantningens mysterier.

Siden skal børnene konfirmeres. Drengen skal svare på biskoppens spørgsmål: "Hvad er vor tros centrale mysterium?", "Hvad betyder menneskevordelse?" og endelig "Af hvilken art er Guds kærlighed til menneskene?" Drengen var lige ved at strande på det sidste spørgsmål, men fik endelig fremstammet: "Betingelsesløs".

Fra starten kan læseren være usikker på, hvordan de små historier hænger sammen, men efterhånden lever man sig ind i sceneriet, som er skabt af landets ulykkelige historie, af den skam, som familierne bærer på, af det tryk, som kirken udøver og af fortielserne, som står i vejen for den nødvendige åbenhed om de spørgsmål, som børn tumler med i opvæksten.