Et kapitel af Irlands historie
Af Paul-Frederik Bach     Tilbage til Hjemmeside
   Foregående kapitel          Næste kapitel   

Sunningdale-aftalen og dens forlis (1972-76)

OIRA måtte efter en fejllikvidering afbryde sin kampagne i maj 1972. Det var der mange, der var utilfredse med, så de dannede Irish National Liberation Army (INLA).

Som britisk minister for Nordirland blev William Whitelaw udpeget. For at få en våbenhvile i stand, måtte han imødekomme et krav fra PIRA om, at de internerede ikke skulle betragtes som kriminelle, men have status som politiske fanger. Våbenhvilen indledtes den 26. juni 1972.

Våbenhvilen blev imidlertid kort. Efter resultatløse forhandlinger i London ophørte våbenhvilen den 13. juli 1972.

Den 21. juli 1972 skulle blive kendt som Bloody Friday. Den dag sprængtes 20 bomber i Belfast og 3 i Derry. 9 personer mistede livet.

I oktober 1972 udsendtes en grønbog, "The Future of Northern Ireland". Heri lanceres begrebet "The Irish Dimension". Det foreslås, at der sikres minoriteter del i den udøvende magt, og at en ny ordning skal tage hensyn til båndene til republikken.

En folkeafstemning den 8. marts 1973 viste, at 57 % af vælgerne i Nordirland ønskede at forblive i UK.

Nu fulgte en hvidbog, som foreslog uddelegering af magt til en lokalforsamling på 78 personer, som skulle udpege en lokalregering med støtte fra begge sider i den irske konflikt. Der skulle desuden etableres et formelt samarbejde over grænsen.

SDLP var skuffede, men alligevel positive. UDA var afvisende. Fra Ulster Unionist Council (UUC) fik Faulkner en accept, så han kunne bygge videre på grundlag af hvidbogen.

Valget til den nye lokalforsamling fandt sted den 28. juni 1973 og gav følgende mandatfordeling:

Alliance

8

 

NILP

1

 

SDLP (nationalister)

19

 

UUP (Faulkner)

24

(kun 21 loyale)

DUP + Vanguard + uofficielle unionister

26

 

Den 21. november 1973 godkendte Whitelaw strukturen for en ny lokalregering under Faulkner og med Fitt som stedfortræder:

Unionister

6

SDLP

4

Alliance

1

Det tegnede ret godt, men der var nogle faresignaler, som forstyrrede de lovende udsigter. For det første var SDLP ikke tilfreds. De ønskede mere vægt lagt på den irske dimension, og de ønskede RUC erstattet af en ny politistyrke. For det andet skete der en stadig svækkelse af unionisternes parti, UUP. For det tredje blev Whitelaw af britiske politiske årsager skiftet ud med Francis Pym inden konferencen i Sunningdale, hvor ordningens endelige form skulle aftales.

Konferencen i Sunningdale

Den 6. december 1973 indledtes konferencen i Sunningdale i Berkshire under ledelse af Edward Heath. Fra Nordirland deltog repræsentanter for unionisterne, SDLP og Alliance. Den irske Fine Gael-Labour regering var repræsenteret at Taoiseach, Liam Cosgrave, og en række nøgleministre. Hverken den unionistiske opposition i Nordirland eller IRA var inviteret.

Der var under konferencen størst pres på de unionistiske deltagere. Faulkners position var svækket af, at han ikke kunne regne med støtte fra et flertal af unionister i den nordirske lokalforsamling.

I Sunningdale-aftalen foreslås oprettet et råd for Irland (Council of Ireland) sammensat ligeligt af lokalregeringen og den irske regering. Rådets ansvarsområder skulle omfatte naturressourcer, miljø, landbrug, skovbrug, fiskeri, fælles projekter, elforsyning, turisme, transport, sundhedsrådgivning, sport og kultur.

Den 4. januar 1974 blev Sunningdale forkastet af Ulster Unionist Council (UUC), hvorefter Faulkner sammen med sine støtter forlod Ulster Unionist Party (UUP).

Efter en minearbejderstrejke i England udskrev Edward Heath valg til parlamentet. Uden noget partiapparat i ryggen var Faulkner chanceløs. I modsætning hertil samledes Harry West's unionister, Craig's VUPP og Ian Paisley's DUP sig i United Ulster Unionist Council (UUUC), som fik 11 af de 12 pladser, som skulle repræsentere Nordirland.

Den 14. maj 1974 skal den nordirske lokalforsamling behandle et forslag til de nye strukturer, da en hidtil ukendt organisation, Ulster Workers Council (UWC) proklamerer generalstrejke fra næste morgen.

Strejken rettes mod skibsværftet, Harland and Wolff, mod flyfabrikken, Shorts, og mod forsyningerne med el og olie. Desuden udløste paramilitære loyalister en serie bilbomber i republikken. 5 mistede livet i Monaghan og 22 i Dublin. Manglen på energi satte Nordirland i stå i løbet af få dage.

Det var åbenlyst, at man med Sunningdale-aftalen var gået for langt for unionisterne, og at den britiske regerings indflydelse var begrænset.

Den 27. maj 1974 trak Brian Faulkner sig tilbage. I de protestantiske kvarterer fejrede man med parader og glædesblus forkastelsen af "Sunningdale-eksperimentet".

For at komme videre i processen udarbejdede man en ny hvidbog, som udsendtes den 4. juli 1974. Hvidbogen foreslog valg af en forfatningsforsamling, som skulle enes om en ny politisk struktur. Dette valg fandt først sted den 1. maj 1975. Forfatningsforsamlingen fik følgende sammensætning:

Alliance

8

SDLP

17

UPNI (Faulkner)

5

UUUC (United Ulster Unionist Coalition)

47

Dermed var det slut med Faulkner's form for unionisme. Imidlertid kunne UUUC ikke holdes sammen. William Craig blev udstødt af UUUC, fordi han var parat til at lade SDLP få indflydelse. UUUC fik derefter vedtaget et forslag til en Stormont-struktur, som var uden formelle forbindelser med republikken, men den model var uacceptabel for regeringen.

UUP havde i mellemtiden skiftet navn til Official Unionist Party (OUP). I maj 1977 brød UUUC endeligt sammen, da OUP nægtede at støtte en strejke blandt loyalisterne under Ian Paisley's ledelse.

Næste kapitel: Sultestrejken i Maze fængslet

  Tilbage til Hjemmeside     Oprettet 7.5.2000
Opdateret d. 19.6.2009