England var nu delt mellem Kongens tilhængere, Kavalererne, og parlamentets tilhængere, Rundhovederne. I den kamp, som fulgte, fik den puritanske Oliver Cromwell i spidsen for parlamentets tropper en afgørende indflydelse. Kongens tilhængere blev overvundet, og Kongen selv blev henrettet i 1649. England blev erklæret republik, og Cromwell og hans jernsider tog fat på nedkæmpelsen af de irske oprør med de mest brutale midler. Kampene varede tre år og medførte frygtelige ødelæggelser i Irland. Irerne blev straffet med store konfiskationer og ny udstykning til tilflyttere fra England. Katolikkerne skulle fordrives eller i det mindste udtyndes. Mange irere valgte at emigrere over Atlanten, og befolkningstallet sank fra 1,5 millioner til 600.000. Men hadet og bitterheden mod englænderne var mere indgroet end nogensinde.

Med brutalitet og beslutsomhed overvandt Cromwell indre og ydre fjender, og i 1653 afsatte han med hærens støtte Parlamentet. Han virkede som Englands diktator til sin død i 1658.

Den engelske republik blev en parentes i historien. 1660 hjemkaldte Parlamentet Charles II fra landflygtighed i Frankrig, og han blev under stor jubel udråbt til konge. Charles ønskede tættere forbindelser med Frankrig for at stå stærkere over for Nederland. Det engelske folk havde ikke samme sympati for Frankrig eller katolicismen. I 1673 vedtog Parlamentet Testakten, som forlangte, at alle embedsmænd skulle til alters i den engelske statskirke. En følge var, at kongens bror, Jacob, som var katolik, måtte nedlægge sit hverv som flådens øverstkommanderende.

Se også:  The Plantation Years 1606-97